Følgende debatkommentar blev bragt i Politiken 6. marts 2009. Alle underskrivere er medlemmer af Humanistisk Forum:
I Helge Sanders læserbrev i Politiken d. 2/3, underforstår han, at Sune Auken, Tom Fenchel og Peter Harder er de eneste universitetsfolk overhovedet, der er utilfredse med universitetsloven. Heller ikke i denne ombæring tør eller evner ministeren således at forholde sig til det faktum, at en underskriftindsamling rettet mod loven og dens effekter fik samlet mere end 3000 underskrifter fra universitetsansatte, og mere end 6000 i alt. Ministerens stadigt mere skingre insisteren på, at det kun er et forsvindende fåtal af de universitetsansatte, der er bekymrede over tingenes tilstand, indikerer efterhånden, at han er helt umulig at få til at indgå i en konstruktiv dialog.
Forhåbentlig kan det i stedet lykkes at råbe andre og mere ansvarsbevidste politikere op. Den megen skryden om universiteter i ”verdensklasse” er en uhørt dårlig joke. Der har lige været en massefyring af ansatte ved naturvidenskab på Københavns Universitet, hvor et helt fag som fysisk oceanografi, der har stor relevans i forhold til forskning i de (i hvert fald i retorikken) højt prioriterede klimaforandringer, må nedlægges. Det kan kun betegnes som forskningspolitisk idioti i absolut verdensklasse, at sådanne økonomisk betingede nedskæringer på det naturvidenskabelige område – som vi vel i høj grad skal leve af? – kan forekomme, uden at der løftes et øjenbryn fra politisk hold.
I det bredere perspektiv er dagligdagen på landets universiteter præget af, at den topstyring, som universitetsloven indførte, virker demotiverende og hæmmende i forhold til kreativitet og innovation. Den megen ekstra tid, som nu skal bruges på at ansøge om de såkaldte strategiske forskningsmidler, samt på alskens afrapporteringer, evalueringer og anden administrativ gymnastik, stjæler tid fra både forskning og undervisning, hvilket blandt andet betyder, at den forskningsbaserede undervisning er mindst lige så presset som forskningsfriheden, for nu at sige det på en afdæmpet måde.
Den sanderske universitetslov har på mange ledder resulteret i en sænkning af kvaliteten på landets universiteter, hvilket forhåbentlig vil stå lysende klart for de fornuftigere af forligspartierne bag den, når loven i år skal evalueres. Der skulle gerne sættes eftertrykkeligt ind mod lovens negative effekter, inden det er for sent. Som bekendt tager det kun ganske kort tid at ødelægge, hvad det har taget mere end en generation at bygge op.
- Jacob Bøggild, lektor, Aarhus Universitet
- Flemming Ekelund, lektor, Københavns Universitet
- Charlotte Engberg, lektor, Roskilde Universitet
- Birthe Hoffmann, lektor, Københavns Universitet
- Fabian Holt, lektor, Roskilde Universitet
- Gorm Larsen, adjunkt, Københavns Universitet
- Henrik Kaare Nielsen, lektor, Aarhus Universitet
- Anne Birgitte Richard, lektor, Roskilde Universitet
- Ingrid Stage, formand, Dansk Magisterforening
- Marianne Stidsen, lektor, Københavns Universitet
- Morten Thing, forskningsbibliotekar, Roskilde Universitet
- Jacob Wamberg, professor, Aarhus Universitet
- Tania Ørum, lektor, Københavns Universitet
---
Publiceret i Information den 3. marts 2009
Magtens arrogance<o:p>
<o:p>
Rune Gade, lektor v. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet<o:p>
<o:p>
Videnskabsminister Helge Sanders forurettede reaktion (bragt 27/2) på Sune Aukens indlæg (bragt 25/2) er særdeles uklædelig for en minister, men ikke desto mindre typisk for ikke blot Sanders, men hele regeringens måde at imødekomme kritik på. I stedet for at fremføre argumenter imod kritikken, foretrækker man at hænge kritikeren ud. Eller populært sagt: at gå efter manden i stedet for bolden, den tarveligste og mest afmægtige form for magtudøvelse.
Men Sander skal ikke få lov at leve uantastet i den illusion, at kun tre ansatte på danske universiteter er kritiske over for den politik, han fører på universitetsområdet. Jeg vil minde ministeren om, at selvsamme Sune Auken, som han peger fingre ad, i efteråret 2008 var en af initiativtagerne til en underskriftsindsamling, der var stærkt kritisk over for den universitetslov, som blev vedtaget i 2003. 6.488 underskrifter blev det til i alt. Jeg var en af de mere end 3.000 underskrivere, som er ansat på et universitet, og som med min underskrift tilkendegav min bekymring over forskningsfrihedens vanskæbne under den nye universitetslov.
Sanders førte politik har altså ikke tre kritikere, men mindst 6.488 kritikere, for nu at skære det ud i pap. En ønskelig konsekvens af denne massive skepsis over for den gældende universitetslov kunne være, at Sander begyndte at forholde sig til indholdet i kritikken, frem for til dens budbringere. Vi er mange der på nært hold oplever de brutale og fatale følger af Sanders politik såvel som af den ledelsesstil, som han med sit eget eksempel sætter.
Universitetsloven fra 2003 har medført en gennemgribende afdemokratisering, som betyder at lederne på alle niveauer savner legitimitet, fordi de ikke er valgte, men udpegede og ansatte af højerestående ledere. Beslutninger diskuteres ikke længere, de dekreteres. Til gengæld for demokrati har vi fået bureaukrati, som vildtvoksende griber om sig i form af mere eller mindre professionelle administratorer, og omfattende pålæg om administrative opgaver til det videnskabelige personale.
Hermed drænes universitetets kerneressourcer, forskningen og undervisningen, til fordel for endeløse evalueringer, akkrediteringer og rapporteringer. Denne udvikling kan mærkes af alle ansatte og studerende ved universiteterne i form af kvalitetssænkninger i undervisning, i forskning og i formidling. Selvsagt medfører udviklingen også dårligere trivsel på universiteterne, både målt på arbejdsmiljø og på studiemiljø.
I sin mest drastiske og katastrofale form er konsekvenserne af den førte politik for nylig kommet til udtryk på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor omfattende fyringer af videnskabeligt såvel som administrativt personale nu gennemføres. Det var netop disse fyringer, og ministerens fralæggelse af ethvert ansvar for dem, der var anledningen til Sune Aukens indlæg.
Hvordan denne katastrofekurs er forenelig med universiteter i verdensklasse, som ministeren holder af at profetere om, skylder Sander os et svar på.
Følgende blev sendt til dagbladet Information 3. marts 2009, men ikke publiceret:<o:p>
Helge Sander og brokkehovederne
Videnskabsminister Helge Sander har ansvaret for forskning og undervisning på landets universiteter. Og det ansvar forvalter han dårligt. Først og fremmest fordi forvaltningen er baseret på ren idio… - undskyld ideologi, hvor tre af de vigtigste parametre er: konkurrence, indtjening og erhvervsliv - men kombinationen: konkurrence på indtjening og overskud som følge af målrettet forskning for erhvervslivet er allerbedst.
Den opfattelse har han lov at have, ganske som andre har lov til at have en anden. Det har Helge Sander opdaget, at tre af hans universitetsansatte, Sune Auken, Peter Harder og Tom Fenchel, har.
Hermed skulle der være basis for en konstruktiv dialog - især da, fordi de tre nævnte universitetsansatte har ulejliget sig med at argumentere sobert for deres opfattelser - bl.a. på baggrund af love og forordninger, der er udgået fra Sanders ministerium - og erfaringer fra det virkelige liv. Denne saglige og dokumenterede kritik, baseret på argumenter, forholder ministeren sig overhovedet ikke til, ligesom han behændigt overser, at en underskriftindsamling har vist, at omkring. 6.000 personer, deler de tre ansattes kritik. Men Helge Sander ser ikke velbegrundet kritik, men derimod - som hans næsten enslydende læserbreve i Information (27 februar) og Politiken (2. marts) afslører - kun tre ansatte brokkehoveders "utilfredshed", der skal bagatelliseres.
Det ville unægtelig være rart - og fremmende for den offentlige debat - hvis Helge Sander forholdt sig konstruktivt debatterende og substantielt til kritikken. Sig noget, Sander!
Søren Peter Hansen
redaktør, fhv. lektor
medlem af Humanistisk Forum
----
Forskningen, friheden og fremtiden<o:p>
Medlem af Humanistisk Forum, Helle Strandgaard Jensen, publicerede følgende indlæg i dagbladet Information, 21. januar 2009<o:p>
Helle Strandgaard Jensen er Cand.mag. og PhD Student ved Department of History and Civilization, European University Institute, Italien<o:p>
<o:p>
Mange af de seneste års reformer på universitets-området har forringet arbejdsvilkårene for forskere i en sådan grad, at de danske universiteter risikerer at miste deres status som eftertragtede arbejdspladser.<o:p>
Jeg startede som studerende på RUC samme år som den nuværende regering kom til magten, og de efterfølgende års forandringer i den danske universitetsverden har været en barsk omgang at være vidne til. Mine analyser af forandringerne og deres fortrinsvise negative betydning for de danske universiteters fremtid kan ikke føje meget nyt til, hvad der allerede er blevet sagt af f.eks. medlemmer af 'Humanistisk Forum' eller på bloggen 'Forskningsfrihed?'. Til gengæld kan jeg berette om, hvordan min tvivl på det danske universitet som fremtidig drømmearbejdsplads har været ligefrem proportional med den stadigt mere instrumentelle tankegang i universitetspolitikken. Presset på den frie forskning, strategier som 'fra tanke til faktura', de rigide akkrediteringsregler og mange andre tiltag, som er kommet til under påskud af relevans, nytte og effektivisering har i mine øjne gjort forskerjobbet mindre attraktivt. Ikke at f.eks. nytte og relevans er noget dårligt - det har altid været dyder i det RUC'ske problem-orienterede projektarbejde, som jeg er skolet indenfor. Problemet er bare den ensidige måde, disse målsætninger udlægges på af den nuværende regering og dens støtter. Nytte og relevans bliver til kvantitativt funderede systemer, hvor tal frem for tanker bliver den altafgørende faktor. Disse forandringer i universitetspolitikken har blandt andet betydet, at den fri forskning og muligheden for at lave forskningsbaseret undervisning, der for mig og nok også mange andre har været det tiltrækkende ved forskerjobbet, nu ikke længere synes at være en selvfølgelig del af jobbeskrivelsen. Forskningen skal nu i højere grad indrettes, så den kan tiltrække eksterne midler, og formidlingen af den skal kunne score højt på akkrediteringslisterne. <o:p>
Interessen sygner hen<o:p>
Den konsekvente instrumentaliserings-tankegang og presset på forskningsfriheden gør, at det, der længe har været det tiltrækkende ved en forskerstilling, synes at blegne. For hvis man som ekspert inden for sit område ikke selv kan få lov at byde ind på, hvad der er vigtigst at forske i, men skal halse efter strategiske midler og ekstern støtte, hvad er man så ladt tilbage med? Hvis man skal bruge det meste af sin tid på at udvikle de emner, som politikere eller fondsbestyrelser synes er vigtige - hvorfor ikke så i stedet søge job i det private eller prøve lykken på et udenlandsk universitet? <o:p>
Spørgsmålet er, hvor længe det med de nuværende forandringer er muligt, at man som forsker i et rimeligt omfang kan bidrage med det, man selv mener, er vigtigt og væsentligt. <o:p>
Med globaliseringen af universitetsarbejdsmarkedet samt større efterspørgsel på akademikere i private virksomheder, burde de, der står i spidsen for udviklingen af de danske universiteter, overveje, hvad det er for arbejdsforhold, universiteterne vil konkurrere om medarbejdere på. Hvor mange reformer og nye tiltag skal der til, før tanken om universitetet som en attraktiv arbejdsplads sygner hen? <o:p>
<o:p>
