Bestyrelsen for Humanistisk Forum blev valgt 26. november 2008 ved en generalforsamling på RUC, og ser ud som følger: Karen Lisa Salamon (formand), Charlotte Engberg (næstformand), Cathrine Hasse (kasserer) og Jesper Eckhardt Larsen (sekretær).<o:p>

Ved samme lejlighed holdt Nils Bredsdorff et debatindlæg om ”Forskningsfrihed er ikke en ret, men en pligt” efterfulgt af diskussion. <o:p>

Humanistisk Forum var 2. april 2008 vært for et debatarrangement om humaniora på Københavns Universitet.<o:p>

Arrangementets overskrift var 'Humanioras betydning i det 21. århundrede', og talere var
 lektor Tania Ørum, der introducerede baggrunden for netop dette arrangement. Lektor Charlotte Engberg fulgte op med en introduktion til Humanistisk Forum.

/KLS<o:p>

Artikel i Magisterbladet nr. 11, 22. juni 2007<o:p>

http://www.magisterbladet.dk/sw92886.asp <o:p>

Død over relevansmonsteret

Humaniora skal hverken reduceres til kustodeagtig viden om forvaltning af kulturarven eller til markedsorienteret viden om, hvorledes man leverer oplevelser i en ny økonomi. Det var budskabet, da Humanistisk Forum inviterede til debat.

Af Benedikte Ballund · magisterbladet@dm.dk

"Mennesker har brug for anden næring, end den næringslivet giver".

Sådan lyder nogle af de indledende ord fra lektor Charlotte Engberg til de tilhørere, der har forladt eftermiddagssolen og er søgt ind i Politikens gamle svale pressehus. Anledningen er, at Humanistisk Forum i samarbejde med Politiken afholder sit første offentlige arrangement. Bag navnet Humanistisk Forum gemmer sig en række forskere og undervisere fra universitetsverdenen. Under overskriften Humaniora Nu! lægger de op til debat om, hvad der sker med den humanistiske viden, forskning og undervisning i dag. Og med Charlotte Engbergs ord er diskussionen allerede snævret ind. For humanistisk forskning og undervisning er i dag under pres. Man diskuterer humanioras betydning i forhold til nytten for erhvervslivet, dansk identitet og oplevelsesøkonomi, og humaniora presses frem i den retning. Man bruger gerne humanisternes viden, når der skal laves kanoner, og når Danmark skal markedsføres. Men er det den afgørende funktion, humaniora bør have i samfundet? Skal vejen fra tanken til fakturaen være indlysende klar, eller er det værd at overveje, om sprog- og litteraturfag, historie og alle humanioraens andre områder skal andet - og ikke mindst mere - end at stille sig til rådighed for økonomiske interesser og den umiddelbare gevinst?

Lidt tilovers
En ting er at være under pres. Noget andet er at være i krise og truet af manglende interesse og ligegyldighed.

"Man taler fra tid til anden om humanioras krise, men spørgsmålet er, om det ikke er forholdet mellem humaniora og forsknings- og undervisningspolitikken, der er i krise", siger Charlotte Engberg, inden hun overlader ordet til det panel, som tilhørerne kan diskutere med. Det består af Jørn Lund, direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og medlem af Københavns Universitets bestyrelse. Ved siden af ham sidder idéhistoriker og lektor på DPU Jens Erik Kristensen og antropolog Karen Lisa Salamon, der er lektor ved Danmarks Designskole. De tre nuancerer da også forestillingen om krisen.

"Humanioras problem og krise ville være løst, hvis man havde agt, som den humanistiske viden har magt i samfundet i dag", vurderer Jens Erik Kristensen og lægger sig dermed tæt op ad Humanistisk Forums manifest. "Humanistisk forskning og uddannelse er ved at blive kvalt i sin egen succes.
Dens resultater er blevet en så selvfølgelig del af samfundslivet, at vi i dag må konstatere, at der er en fare for, at vigtigheden af humanistiske kompetencer er ved at blive glemt", hedder det i manifestet, der også betoner, at humanistisk forskning hele tiden beriger samfundet med nye tanker, forestillinger, indsigter og teorier, der er lige så nødvendige at bevare for at fremme livskvaliteten som teknologiske fremskridt og landvindinger.

"Selv sætningen "Fra tanke til faktura" må være coined af en humanistisk uddannet sprogkunstner", siger Karen Lisa Salamon til salens jubel.

Desværre bliver humanioras betydning ofte overset, ikke mindst når der skal uddeles kroner og øre.

"Vi går rundt med en underlig fornemmelse af at være noget, der er lidt tilovers", som Jens Erik Kristensen udtrykker det. Årsagen ligger ifølge ham i den definition af relevans, der er den altoverskyggende og dominerende i dag.

"Det er den nationale konkurrencestat, der sætter standarden for, hvordan vi vurderer relevans", siger han og opfordrer til, at relevansmonsteret bliver aflivet.

Private penge værner mod staten Når man gang på gang kan konstatere, at forsknings- og undervisningspolitikken vækker modstand hos såvel ansatte, studerende og bestyrelser på universiteterne, kan det undre, at kritikken så ofte lader til at prelle af. Ligesom det undrer Karen Lisa Salamon, at der tilsyneladende ikke er interesse hos politikerne for et andet blik end meningsfællernes på deres virke.

"Magten ville tidligere betale for magtkritik", konstaterer hun og fortæller en historie om en direktør i en stor fastfoodkæde, der var mere end begejstret for at høre hende kritisere værdibaseret ledelse sønder og sammen, til trods for, at han selv praktiserede det i stor stil. Alle andre omkring direktøren gav ham nemlig bare ret.

Sådan en kritik er ikke velkommen alle steder. Og selv om debatten denne eftermiddag går livligt, så er der alligevel tegn på, at der mange, der går stille med dørene, når de lufter kritikken af magten og dens prioriteringer på uddannelses- og forskningsområdet. Det mærker Jørn Lund også, når han får positive tilkendegivelser på sin nye bog "Det faglige løft", der blandt andet er kritisk over for den statslige detailstyring, som bliver trukket ned over universiteterne i disse år.

"Der er kommet reaktioner, men typisk på mail, ikke i det offentlige rum. Vi kommer
ikke uden om, at der breder sig en krise", slår Jørn Lund fast.

Derfor er Lund faktisk også begejstret ved tanken om forskningspenge, der kommer fra erhvervslivet og ikke fra staten.

"Jeg siger da hurra. Vi kunne ikke have klaret os uden Carlsberg, Velux og de andre", siger Jørn Lund med henvisning til mæcenerne, der har givet uden at stille krav og bindinger op - eller tænkt i tanke og faktura.

"De private fonde er en slags værn mod statsstyring", slår Lund polemisk fast.

Fakta: Humanistisk Forum
I august 2006 mødtes en gruppe forskere med humanistisk baggrund og stiftede Humanistisk Forum.
Forummet har som hovedformål at skabe opmærksomhed om betydningen og nødvendigheden af de humanistiske fag i samfundet og fastholdelse af forskningsfriheden inden for disse fag.

Medlemmerne er forskere, undervisere og formidlere inden for de humanistiske fag på universitetsniveau, som forholder sig til det (forsknings)politiske system. Desuden arbejder Humanistisk Forum for at fremme videre udvikling og transformation af det humanistiske vidensfelt gennem vidensopsamling og arrangementer omkring humanistisk viden i al dens bredde og mangfoldige transformationer.

Læs mere på www.humanistiskforum.dk

Billedtekst: "Jeg siger da hurra. Vi kunne ikke have klaret os uden Carlsberg, Velux og de andre. De private fonde er en slags værn mod statsstyring", slog Jørn Lund polemisk fast på debatmødet.<o:p>

------<o:p>

Omtale af arrangementet 'Humaniora NU '  i Humanioras interne nyhedsbrev, Københavns Universitet
8. juni 2007

Fremtidens humaniora
Hvad sker der med den humanistiske viden, forskning og undervisning, når den overvejende vurderes og prioriteres ud fra ydre relevanskriterier? Har humaniora udspillet sin rolle som et kritisk intellektuelt bidrag til samfundet? Og er det humaniora, der er i krise? Eller består krisen snarere i et misforhold mellem humaniora og den aktuelle forsknings- og uddannelsespolitik?

Sådan lød et par af overskrifterne, da Humanistisk Forum og Politiken torsdag den 7. juni inviterede til debat om humaniora.

Til at indlede debatten havde Politiken sammensat et panel bestående af Jørn Lund, sprogforsker og direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Jens Erik Kristensen, idéhistoriker og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og Karen Lisa Salamon, antropolog og lektor ved Danmarks Designskole. Blandt deltagerne i salen var også dekan Kirsten Refsing og prodekan for forskning Mette Thunø fra Det Humanistiske Fakultetet, som naturligvis begge var interesserede i debatten.

Pres på
Flere af paneldeltagerne pegede på, at det pres, som de humanistiske fag møder i den aktuelle debat, bunder i et ukritisk knæfald for nogle meget markedsorienterede relevanskriterier, der primært drejer sig om omsættelighed på arbejdsmarkedet og international konkurrencekraft. Problemet med denne relevans-retorik er, at den har en tendens til at negligere andre tilgange til forskning og uddannelse.

I følge sprogforsker Jens Erik Kristensen ligger udfordringen for humaniora i at diskutere og belyse, hvordan man fremover kan gøre flere forskellige former for "relevans" eller "brugbarhed" gældende. Så vil humanistisk forskning og uddannelse også for fremtiden være i stand til at sætte egne dagsordener. Dét synspunkt var flere tilhørere åbenlyst enige i.

Opfølgende arrangement
Der var desværre ikke meget tid til overs i programmet til konkrete bud på, hvor humaniora og de enkelte fag og forskningsområder reelt er på vej hen.  Men dét er der heldigvis råd for. Humanistisk Forum og Politiken planlægger allerede nu et opfølgende arrangement umiddelbart efter sommerferien, hvor der også er planer om at invitere en eller flere af bagmændene bag de seneste universitetsreformer med i panelet.

Læs mere om dette og kommende arrangementer på: www.humanistiskforum.dk <http://www.humanistiskforum.dk/>
 
Kommunikationsafdelingen Humanist <http://kommunikationsafdelingen.hum.ku.dk/>
Det Humanistiske Fakultet <http://www.hum.ku.dk/>
Københavns Universitet <http://www.ku.dk/>
Njalsgade 80, DK-2300 København S

Kontakt:
Anna Bak
anna@humanist.ku.dk <http://humanist.hum.ku.dk/kort_nyt/2007/k2/humanioranu/#>

<o:p>

------
<o:p>

Arrangement om Humaniora NU! i Politikens Hus torsdag 7.juni 2007 kl. 16:30-18:30
Hvad sker der med den humanistiske viden, forskning og undervisning i dag?
Humanistisk forskning og undervisning er i dag under pres. Hvor er fag som historie, litteraturvidenskab, kunsthistorie, filosofi, sprogfag og andre kulturfag på vej hen? Man diskuterer humanioras betydning i forhold til nytten for erhvervslivet, dansk identitet og oplevelsesøkonomi og humaniora presses frem mod disse områder. Men er det den afgørende funktion humaniora bør have i samfundet?<o:p>

Debat med introducerende oplæg fra sprogforsker og direktør Jørn Lund, idéhistoriker og lektor Jens Erik Kristensen, antropolog og lektor Karen Lisa Salamon. Ordstyrer: Anita Bay Bundegaard.<o:p>

Deltag i debatten om Humanioras relevans som intellektuelt, kritisk bidrag til samfundet - bestil billet på www.politikenbillet.dk<o:p>

--------
Se yderligere om Humanistisk Forum i RUC tidsskriftet Hippocampus:
http://www.hippocampus-ruc.dk/?page=artikler&action=visenkelt&id=152
-----<o:p>

Videnskabsministeren har svaret Humanistisk Forum med et læserbrev i dagbladet Information 29. Marts 2007:

Ingen fare i sektorforskning
Det er ikke høje tanker om deres kolleger i sektorforskningen, som ni lektorer og en enkelt professor fra ’Humanistisk Forum’ gav udtryk for i Information den 14. marts. Skulle man tro på dem, vil den frie forskning på universiteterne nu på det nærmeste visne og dø – ’besudlet’ som den bliver af de opgaver, som sektorforskerne med fusionsdannelserne tager med sig ind på universiteterne.
    Jeg synes ikke, at det vidner om megen respekt for hvordan og med hvilken høj forskningsmæssig kvalitet, at opgaverne bliver løst ude på sektorforskningsinstitutionerne. Det skyldes formentlig et ukendskab – der desværre nok ikke bliver mindre fremover. De ti skribenter kommer nemlig alle enten fra universiteter, der ikke skal fusioneres med nogen sektorforskningsinstitution, eller fra institutter, der ikke bliver berørt af fusionerne.
    Og det er faktisk en generel tendens: Den i øvrigt ganske talsvage modstand mod universiteternes nye sektorforskningsopgaver er allerstørst de steder i universitetslandskabet, hvor man ikke kommer i kontakt med nogle af de nye kolleger fra sektorforskningsinstitutionerne. Det skal selvfølgelig ikke forhindre nogen i at have principielle indvendinger. Dem har forfatterne fra ’Humanistisk Forum’ masser af i en skønsom blanding. Men de overser – bevidst eller ubevidst – fuldstændig det faktum, at der med fusionerne ikke sker nogen ændring i universitetsforskeres forskningsfrihed overhovedet. Den er stadig beskyttet af universitetsloven, hvor forskernes ret til at forske frit i øvrigt for første gang blev lovfæstet i 2003. Til gengæld bliver sektorforskerne nu også omfattet af samme bestemmelse. Den ene part bliver med andre ord stillet bedre – men uden at den anden part bliver stillet ringere. Skribenterne vælger alligevel at være skeptiske. I så fald kan de så glæde sig over, at regeringen har besluttet at lave en evaluering i 2009, hvor man blandt andet skal se på, om forskeres ytrings- og forskningsfrihed er blevet forringet med fusionerne.
Helge Sander, videnskabsminister.<o:p>

--------------<o:p>

Ministerens brev var respons på følgende Synspunkt  publiceret onsdag 14. marts 2007 fra medlemmer af Humanistisk Forum i dagbladet Information (s. 3):


Angreb på universiteternes uafhængighed

”Giv universiteterne fri” lød det for nylig samstemmende fra universiteternes bestyrelsesformænd. Man kritiserer den detailstyring universiteterne udsættes for. Det ene lovforslag afløser det andet. Det gælder lige fra planerne om de store fusioner mellem universiteterne til indblanding i reglerne for afholdelse af eksaminer, hvornår de studerende skal tilmelde sig eksaminer osv. Bestyrelsesformændene opfatter det med rette som et direkte indgreb i universiteternes faglige selvstyre.
    Bestyrelsesformændenes bekymring er helt på sin plads. Når regeringen, som stadig ynder at omtale sig selv som ”liberal”, udøver den form for centralstyring, skyldes det en udbredt mistillid til og mistænkeliggørelse af den undervisning og forskning, der finder sted på universiteterne. Regeringen – og dens støttepartier – ønsker også at blande sig direkte i principperne for evaluering af forskning og undervisning.
   
Alle ansatte på universiteterne synes, at en kvalificeret diskussion af universiteternes forskning og undervisning er vigtig. På ethvert universitetsfakultet pågår en stadig refleksion over forskningens og undervisningens samfundsmæssige betydning. Disse overvejelser foregår såvel internt i de faglige organer som i kontinuerlig faglig udveksling med aftagerinstitutioner og arbejdsmarked, blandt andet via censorinstitutionen og en lang række organisationer. For universiteterne er en sådan selvrefleksion helt central og som en selvfølgelighed integreret i det daglige arbejde.
    Bekymringen over denne stadigt stigende topstyring af universiteterne, der nu også har fundet vej til avisernes forsider, gælder således ikke det, at der også skal tænkes over forskningens anvendelighed eller legitimiteten af en sådan, men er en foruroligelse over den hidsighed, hvormed dogmet om en forkortelse af vejen fra tanke til faktura skal iværksættes som almen norm for al forskning.
     Et af de mange nye lovforslag har banet vejen for, at universiteterne skal levere ”myndighedsbetjening”. Det ligger i begrebet, at universiteterne, der nu omfatter en række tidligere sektorforskningsinstitutioner, ligesom disse skal betjene en myndighed, fx et bestemt ministerium. Det indebærer, at en væsentlig del af forskningens økonomiske grundlag skal sikres ved, at universiteterne løser opgaver formuleret af ministerier og ”aftagerpaneler”. Den overordnede tanke er, at universiteterne skal tjene penge og tjene de såkaldte ”aftagere”, der ikke defineres som samfundet som helhed, men som særligt politisk udpegede specifikke branche- og erhvervsinteresser. Men er det universiteternes primære formål først og fremmest at tjene penge og varetage politisk definerede aftagergruppers interesser? Eller kunne man forestille sig, at universiteterne primært var forpligtet til at tænke tanker – som så i anden ombæring eventuelt kan vise sig at blive til penge? At forskere forsker til gavn for de studerende, til gavn for samfundet og til gavn for forskellige aftagergrupper.
    Konsekvenserne af forskningsministeriets planer er bekymrende. Af hensyn til økonomien vil universiteternes ledelse skulle pålægge den enkelte afdeling, herunder den enkelte forsker, at løse opgaver af udredningsmæssig art for myndighederne og satse på såkaldt strategisk forskning, der oftest har et kommercielt sigte. Udover at disse planer er et alvorligt indgreb i forhold til en århundredlang tradition for fri og uafhængig forskning, er der tale om yderligere et indgreb i universiteternes selvstyre, som vi finder både indskrænkende og perspektivløs. Indskrænkende, idet universiteterne i praksis tvinges ud i kortsigtet konsulentarbejde frem for mere langsigtet forskning.
Der er  ingen, der kan være uenige i, at universiteter skaber viden, der skal virke til gavn for samfundet. Men vi, der kender universiteternes hverdagsliv, er bunduenige med politikerne, når de antager, at virkemidler man kender fra New Public Management, vil fremme dette mål. De mange nye tiltag risikerer at virke kontraintentionelt. En kortsigtet vej fra tanke til faktura gør vejen mellem aftagere og reelt nytænkende og anvendelig forskning længere. Regeringens globaliseringsstrategiske opfattelse af, at al forskning skal kunne faktureres hurtigst muligt, truer universiteternes og den enkelte forskers medindflydelse på, hvilken forskning, der er relevant, også selv om den samfundsmæssige gevinst ikke ligger lige bag næste hjørne. Den truer også de reelle muligheder for virkelig at sætte en dagsorden på de områder, hvor Danmark besidder spidskompetencer. Og hvad der er endnu væsentligere at understrege, er, at der hermed vil ske et skred i prioriteringen af forskningen. Den langsigtede grundforskning, hvor erkendelser, opdagelser, indsigt og opfindelser skabes – den forskning, der kender sit felt, men skaber overraskende og dogmebrydende erkendelse – står i fare for at vige til fordel for en kortsigtet anvendelsesorienteret og markedsstyret forskning. At relevante samfundsøkonomiske bekymringer over globalisering fører til kortsigtede uddannelses- og forskningspolitiske strategier med en stram styring af universiteterne, er ødelæggende for den langsigtede grundforskning og får også konsekvenser for undervisningen.
    Den megen tale om videnssamfund kan i værste fald komme til at klinge hult. Fortsætter denne tendens kan der blive tale om en samfundsmæssig udhuling og  tab af viden.

Bent Meier Sørensen, lektor
Marianne Stidsen, lektor
Jens-Erik Kristensen, lektor
Cathrine Hasse, lektor
Birgitte Rasmussen Hornbek, lektor
Anne Birgitte Richard, lektor
Claus Emmeche, lektor
Anette Warring, professor
Karen Lisa Goldschmidt Salamon, lektor
Charlotte Engberg, lektor

Medlemmer af Humanistisk Forum<o:p>

---

I dagbladet Information - Synspunkt - Onsdag 14. marts 2007<o:p>

 
Politikerne angriber universiteternes uafhængighed<o:p>

Der er ingen, der kan være uenige i, at universiteter skaber viden, der skal virke til gavn for samfundet. Men vi, der kender universiteternes hverdagsliv, er bunduenige med politikerne, når de antager, at virkemidler, man kender fra New Public Management, vil fremme dette mål, mener flere universitetsfolk.<o:p>

Kommentar, s. 3 <o:p>

”Giv universiteterne fri” lød det for nylig samstemmende fra universiteternes bestyrelsesformænd. Man kritiserer den detailstyring universiteterne udsættes for. Det ene lovforslag afløser det andet. Det gælder lige fra planerne om de store fusioner mellem universiteterne til indblanding i reglerne for afholdelse af eksaminer, hvornår de studerende skal tilmelde sig eksaminer osv. Bestyrelsesformændene opfatter det med rette som et direkte indgreb i universiteternes faglige selvstyre.
Bestyrelsesformændenes bekymring er helt på sin plads. Når regeringen, som stadig ynder at omtale sig selv som ”liberal”, udøver den form for centralstyring, skyldes det en udbredt mistillid til og mistænkeliggørelse af den undervisning og forskning, der finder sted på universiteterne. Regeringen – og dens støttepartier – ønsker også at blande sig direkte i principperne for evaluering af forskning og undervisning.
Alle ansatte på universiteterne synes, at en kvalificeret diskussion af universiteternes forskning og undervisning er vigtig. På ethvert universitetsfakultet pågår en stadig refleksion over forskningens og undervisningens samfundsmæssige betydning. Disse overvejelser foregår såvel internt i de faglige organer som i kontinuerlig faglig udveksling med aftagerinstitutioner og arbejdsmarked, blandt andet via censorinstitutionen og en lang række organisationer. For universiteterne er en sådan selvrefleksion helt central og som en selvfølgelighed integreret i det daglige arbejde.
Bekymringen over denne stadigt stigende topstyring af universiteterne, der nu også har fundet vej til avisernes forsider, gælder således ikke det, at der også skal tænkes over forskningens anvendelighed eller legitimiteten af en sådan, men er en foruroligelse over den hidsighed, hvormed dogmet om en forkortelse af vejen fra tanke til faktura skal iværksættes som almen norm for al forskning.
Et af de mange nye lovforslag har banet vejen for, at universiteterne skal levere ”myndighedsbetjening”. Det ligger i begrebet, at universiteterne, der nu omfatter en række tidligere sektorforskningsinstitutioner, ligesom disse skal betjene en myndighed, fx et bestemt ministerium. Det indebærer, at en væsentlig del af forskningens økonomiske grundlag skal sikres ved, at universiteterne løser opgaver formuleret af ministerier og ”aftagerpaneler”. Den overordnede tanke er, at universiteterne skal tjene penge og tjene de såkaldte ”aftagere”, der ikke defineres som samfundet som helhed, men som særligt politisk udpegede specifikke branche- og erhvervsinteresser. Men er det universiteternes primære formål først og fremmest at tjene penge og varetage politisk definerede aftagergruppers interesser? Eller kunne man forestille sig, at universiteterne primært var forpligtet til at tænke tanker – som så i anden ombæring eventuelt kan vise sig at blive til penge? At forskere forsker til gavn for de studerende, til gavn for samfundet og til gavn for forskellige aftagergrupper.
Konsekvenserne af forskningsministeriets planer er bekymrende. Af hensyn til økonomien vil universiteternes ledelse skulle pålægge den enkelte afdeling, herunder den enkelte forsker, at løse opgaver af udredningsmæssig art for myndighederne og satse på såkaldt strategisk forskning, der oftest har et kommercielt sigte. Udover at disse planer er et alvorligt indgreb i forhold til en århundredlang tradition for fri og uafhængig forskning, er der tale om yderligere et indgreb i universiteternes selvstyre, som vi finder både indskrænkende og perspektivløs. Indskrænkende, idet universiteterne i praksis tvinges ud i kortsigtet konsulentarbejde frem for mere langsigtet forskning.
Der er  ingen, der kan være uenige i, at universiteter skaber viden, der skal virke til gavn for samfundet. Men vi, der kender universiteternes hverdagsliv, er bunduenige med politikerne, når de antager, at virkemidler man kender fra New Public Management, vil fremme dette mål. De mange nye tiltag risikerer at virke kontraintentionelt. En kortsigtet vej fra tanke til faktura gør vejen mellem aftagere og reelt nytænkende og anvendelig forskning længere. Regeringens globaliseringsstrategiske opfattelse af, at al forskning skal kunne faktureres hurtigst muligt, truer universiteternes og den enkelte forskers medindflydelse på, hvilken forskning, der er relevant, også selv om den samfundsmæssige gevinst ikke ligger lige bag næste hjørne. Den truer også de reelle muligheder for virkelig at sætte en dagsorden på de områder, hvor Danmark besidder spidskompetencer. Og hvad der er endnu væsentligere at understrege, er, at der hermed vil ske et skred i prioriteringen af forskningen. Den langsigtede grundforskning, hvor erkendelser, opdagelser, indsigt og opfindelser skabes – den forskning, der kender sit felt, men skaber overraskende og dogmebrydende erkendelse – står i fare for at vige til fordel for en kortsigtet anvendelsesorienteret og markedsstyret forskning. At relevante samfundsøkonomiske bekymringer over globalisering fører til kortsigtede uddannelses- og forskningspolitiske strategier med en stram styring af universiteterne, er ødelæggende for den langsigtede grundforskning og får også konsekvenser for undervisningen.
Den megen tale om videnssamfund kan i værste fald komme til at klinge hult. Fortsætter denne tendens kan der blive tale om en samfundsmæssig udhuling og tab af viden.<o:p>

<o:p> 

<o:p>